mandag den 24. oktober 2022

Syge placeres i "plastik-madres-senge"

 

Plastikdækkede skummadrasser på vore sygehuse!
Jeg er lige kommet hjem fra Holbæk Sygehus efter 4 døgn med behandling af infektion i urinvejene og meget høj feber.
Det var der en del oplevelser med.. men:
”Bomben” er, at der er helt nyt for mig, at man placerer alle patienter i senge hvor skummadrassen er omgivet af et plastikagtigt stof, der ikke kan ånde. Det betyder, at hvad enten man prøver at sove eller sidde i sengen, så er den ubehagelig varm, og man kommer let til at svede så både ens tøj og lagen og sågar dyne og hovedpude skal skiftes. Ens søvn er dårlig og sækken med urent tøj og sengetøj bare vokser og vokser..
Der er "ingen" der ligger på en sådan madras derhjemme - men det skal man når man er syg!
Det er helt uacceptabelt. Uden at være sundhedsfaglig ekspert, er det vist rimeligt at antage at de konstante kulde-varme skift nedsætter patientens immumforsvar. - Så tror da fanden at man bliver indlagt med et dårligt knæ og ender at dø af en lungebetændelse…
Sengen er vores møbel.. Den er beregnet til at blive rask i - ikke det modsatte.
Grundlæggende handler det om valget mellem patienten eller "systemet". Og lige nu har hospitalerne - idet jeg formoder, det ikke blot er på Holbæk Sygehus - valgt "den lette løsning" - og sikkert med reference til tid, økonomi og hygiejne.
Men det er i min optik et no-go!
Man skal sove i en seng der mest muligt svarer til alle andre senge i landet!
Så må man finde midlerne, tekniske løsninger og i sidste ende økonomien.
Og det er jo ikke umuligt - det handler om prioritering - og der bør ikke være nogen som helst tvivl om at i vores sundhedssystem og på vores plejehjem så er det patienten der er i fokus.
Det er jo ikke raketvidenskab at sørge for mere åndbare materialer, arbejde med stiklagner o.lign.
Nogen vil sikkert sige at "det er der ikke tid til" - det er der ikke økonomi til - men sådan spiller klaveret ikke: I valget mellem økonomi og arbejdsvilkår og patientbehov. Så er det naturligvis patienterne / plejehjemsbeboerne, der er i fokus.. hvad f. skal vi ellers med et sundhedssystem.
Det er en "dejlig" relevant sag i den aktuelle valgkamp - håber det kan få nogle politikere ud af busken - ikke mindst fordi der jo er tale om et relevant dilemma mellem patient og system - og som sådan kræver relevant stillingtagen.

Jeg har oprettet en åben gruppe på Facebook: "Plasticmadrasser på sygehusene" (beklager c-et..) https://www.facebook.com/groups/557190009741633

Kig - tilmeld dig - like - videresend og kommenter, uddyb eller giv din egen vinkel på sagen eller tilsvarende kritisable forhold i sundhedssystemet. Alle har taleret!

fredag den 26. november 2021

Coronadødelighed i EU - store forskelle - absolut som relativt

 

I dag den 26/11 2021 var der 2829 der var døde med corona siden epidemiens start i marts 2020.. Det svarer til 0,5 promille af befolkningen og til 6 promille af de smittede. Men sammenligner vi med andre lande i EU har vi klaret os godt. I Sverige er der 1,5 promille af befolkningen der er døde, og hvis man er smittet i Sverige, er der dobbelt så stor sandsynlighed for at man ikke overlever sammenlignet med Danmark. Men mange lande har det meget værre. I Tyskland er der 1,2 promille af befolkningen der er døde, og af de smittede, døde 18 udaf 1000. Af de store lande i EU er Italien hårdest ramt: 2,3 promille af befolkningen er døde, og sandsynligheden for at man døde som smittet er hele 4,5 gange større end i Danmark, svarende til at 27 udaf 1000 smittede er døde. I Rumænien, Tjekkiet, Ungarn og Bulgarien er det meget værre. I Bulgarien taler vi om en dødelighed der er en faktor 8! større end i Danmark.
Der er derfor ingen tvivl om at Danmark har haft (og har?) meget mere styr på coronasituationen end i mange andre EU-lande.

Proportionsmæssigt skal man dog også huske, at under en alvorlig influenza-epidemi i Danmark dør der ca 1800 mennesker med influenza indenfor et år. 20 måneder med corona har resulteret i 2829 døde. Overordnet set er det altså lykkedes at reducere covid-19-dødeligheden til et niveau som var det en influenza-epidemi.

I de 20 måneder der er gået siden coronaepidemien startede, er der ca 4500 personer der er døde hver måned af andre årsager - svarende til ca 90.000 døde i alt. Covid-19 har ikke rykket markant ved den samlede dødelighed i Danmark.

torsdag den 30. september 2021

Arbejdsløsheden falder fortsat - men DST "manipulerer"

 Dagens store nyhed - er en god nyhed: Men DST "manipulerer"..

Arbejdsløsheden falder fortsat - og er faldet markant siden toppen af beskæftigelsesproblemerne under corona-krisen. Det er jo flot i sig selv: på kun et år er arbejdsløsheden faldet med godt 50.000!

Dagens overskrifter baserer sig på Danmarks Statistiks formulering:

"Fra juli til august faldt den sæsonkorrigerede ledighed med 5.600 til 101.300, svarende til en ledighedsprocent på 3,6 pct. Dermed er ledigheden for august 1.500 lavere, end den var umiddelbart inden COVID-19. Med det seneste ledighedsfald er ledighedsniveauet samtidig det laveste siden januar 2009". www.dst.dk/30-9-2021

Man kan undre sig over at DST vælger at sammenligne med januar (?) 2009.. Havde de valgt at gå bare et halvt år tilbage, nemlig til august 2008 (bl.a. fordi det aktuelle tal er fra august..) havde historien været en anden:

Selvom ledigheden falder - er der alligevel et stykke til niveauet inden 2008-krisen - og det illustrerer både kurven for antallet af fuldtidsledige og kurven for arbejdsløshedsprocenten.


I alt:


I procent af arbejdsstyrken


Tallene baserer sig på den registerbaserede statistik der omfatter de ledige der er tilmeldt arbejdsformidlingen. De skjuler en "mørketal" - som de kvartårlige arbejdskraftundersøgelser reparerer på - nemlig de personer der godt kan og vil tage et arbejde, men som ikke nødvendigvis er tilmeldt Arbejdsformidlingen. I følge DST er det beregnede AKU-tal for august 2021: 133.000 ledige - altså godt 30.000 flere..   Tilfældigvis et tal i samme størrelsesorden som den aktuelle ledighed skal falde med for at komme ned på niveauet i august 2008! 


søndag den 1. august 2021

Arbejdsløsheden falder - men ligger fortsat over 2008-niveauet

 

I juni 2008 var den sæsonkorrigerede arbejdsløshed 3,8 procent af arbejdsstyrken, den steg som følge af finanskrisen til 7,8 procent i juni 2010, det højeste niveau i 20 år. Men herefter falder arbejdsløsheden støt indtil coronanedlukningerne i marts 2020 hvor arbejdsløsheden steg fra 4,6 procent  i juni 2019 til 6,1 procent i juni 2020, men naturligvis i sær en voldsom stigning i april, maj, juni 2020. Heldigvis er kurven igen knækket og sammenligner man juni 2020 og juni 2021 er arbejdsløsheden faldet med 0,9 procent-point til 5,2 procent. En arbejdsløshedsprocent på 5,2 svarer til niveauet i 2017/18/19. 

Der er fortsat langt ned til "højkonjunkturen" i 2008 - men noget tyder altså på at vi er på vej.

Nedenstående tabel illustrerer udviklingen i absolutte tal - år for år siden 2008.


Figuren viser også at ungdomsledigheden i hele perioden har været rimelig konstant med ca. 50.000 arbejdsløse, det er de øvrige aldersgrupper der har oplevet de store udsving i ledigheden. Men 50.000 unge arbejdsløse i alderen 15-24 år svarer til 10 procent af arbejdsstyrken i denne aldersgruppe! Og da arbejdsløsheden toppede i i 2010-2012 svarede det til at ungdomsledigheden var hele 15%. 

Kilde: DST 8/2021. Bearbejdet af Karsten Duus.

mandag den 28. december 2020

Dødeligheden er ikke steget væsentligt i 2020

 

Baseret på Danmarks Statistisk såkaldt "eksperimentelle statistik for døde pr. uge" ligger det nu klart at dødligheden stort set ikke er steget i coronaåret 2020 i sammenligning med de tre forudgående år.
I december 2020 steg dødeligheden dog markant og bragte den samlede dødelighed på niveau og over de senere års dødelighed. I første halvdel af januar 2021 er decembervæksten i overdødeligheden dog heldigvis stagneret, men ligger fortsat relativt højt.

Der dør årligt ca. 54000 i Danmark svarende til lidt over 1000 pr uge. 

Ca. 2 procent af de døde i 2020 er døde med Corona.

Udviklingen i det samlede antal døde ser således ud:

2017    53103

2018    55076

2019    53805

2020    54188* eksklusiv 1257 der døde i "skudugen" 53 i 2020 - dvs at dødstallet for 2020 i alle 53 uger var 55445.


I grafform ser udviklingen pr. uge således ud:












lørdag den 23. maj 2020

Dødeligheden er ikke steget under Coronakrisen

Overraskende tal fra Danmarks Statistik åbner en ladeport for genåbningen.

Antal døde, med og uden Corona,  pr. uge,  i alt og blandt de 80-84 årige, i perioden uge 1 i 2018 til og med uge 20 i 2020
Kilde: www.dst.dk den 23/5 2020.

Den blå kurve, døde i alt, illustrerer, at der både i 2018 og i 2019 var perioder hvor der døde flere mennesker i Danmark end i de foregående uger med høje corona-relaterede dødstal. Det er vel i sig selv overraskende. Men det er næsten mere overraskende at antallet af døde 80-84 årige (den nederste kurve) heller ikke er steget markant under Coronakrisen. Faktisk er det sådan, at der i 2018 med, vist nok, en relativt hård influenzaepidemi - døde flere i alt, også blandt de ældre, end under Coronakrisen indtil nu.

Ser man specifikt på uge 10-20 - dvs. i år perioden fra 2. marts til 17. maj - ser tallene således ud:

Døde i ugerne 10-20, 2016-20

             I alt       80+

2016   11.555    5.800
2017   11.434    5.881
2018   12.471    6.504
2019   11.408    5.775
2020   11.804    6.074

Kilde: www.dst.dk den 23/5 2020.

I alt: Der er  dog næsten 400 flere der er døde i år ifht. sidste år  og hhv. 250 flere og 370 flere ifht 2016 og 2017 - men faktisk døde der 667 flere i 2018.
80+ læs: alle over 80. Forskellene er mindre, men mønsteret er det samme: Dødeligheden i 2020 ligger over tallene for 2016, 2017 og 2019, men under tallet for 2018.
Ser man nærmere på ugetallene hos Danmarks Statistik viser det sig at ca. midt i krisen, nemlig i uge 15 (den 6-13/4) i år, døde 110 flere 80+plussere end i samme uge i 2019. Men selv de mange døde i denne uge overgår ikke antallet af døde i samme uge i 2018.
Bemærk at det er meget let at finde disse tal - og mange andre - på www.dst.dk

Uanset hvad årsagen måtte være, herunder naturligvis corona-restriktionerne, så er det lykkedes at holde den samlede dødelighed, selv under en Corona-pandemi, på et "normal-niveau". Det kan der naturligvis tolkes meget på - nogle vil sige at vi har skudt gråspurve med kanoner - og der er også en del ting der tyder på dette - men omvendt er der jo ingen der rigtig ved hvor mange der ville være døde hvis Danmark ikke var lukket ned! Andre kan med rette tolke resultaterne som en sejr for regering og myndigheder: Trods en pandemi.. er det lykkedes at holde dødeligheden på et normalt niveau.
Alt dette er retrospektivt - og jeg har ingen respekt for de borgerlige røster der i disse dage kritiserer regeringens myndighedsgrundlag for at lukke ned. Tilbage i marts var Italien og Spanien midt i en alvorlig krise, USA havde lukket grænserne, og ingen vidste præcis hvordan denne epidemi ville udvikle sig. Og de selv samme partier - der jo selv kunne læse og følge med i nyhedsstrømmen - stod jo i kø for at støtte regeringens initiativer. I Sverige valgte man en lidt mildere nedlukning - men resultaterne er jo også markante: Der er p.t. ca. 4.000 der er døde i Sverige med Corona. I Danmark er det 561. Målt pr indbygger er der altså ca. 4 gange flere der er døde i Sverige end i Danmark. Det siger vel mere end så meget andet..

Men nu skal der ses fremad. Alle er blevet meget klogere - og dagens nyhed om en effektiv behandling af corona-syge - samtidig med, at ikke bare vi danskere, men reelt store dele af verdens befolkning reelt "holder afstand" og sørger for at afspritte/vaske hænder. Det bør åbne ladeporten - og vende myndighedsudmeldningen til "hvad er forbudt - til alt andet er tilladt".
Det er nu at andre argumenter end de rent corona-sundhedsfaglige skal vægtes. Og her vejer folkesundheden - holistisk set, fri bevægelig (også over grænserne til og fra de lande der ser ud til at have styr på epidemien), "borgerlige" rettigheder og ikke mindst privat- og samfundsøkonomien tungt.

Hvis jeg var Mette.. ville jeg dels bryste mig af at have udvist "rettidig omhu", da vi ikke vidste så meget - og nu - hvor "alle" fakta peger i den rigtige retning - overhale oppositionen venstre om og erklære åbning!!.. (men samtidig huske os på håndhygiejnen og en passende afstand)..

onsdag den 1. april 2020

Folketal og dødelighed til sammenligning med Corona-tal



Desværre vokser antallet af døde med Corona dag for dag - men det er vigtigt med proportioner - derfor viderebringes hermed nogle befolkningstal og "normale" dødstal for udvalgte lande.
Hvis man f.eks. selv vil beregne antal døde med Corona pr. 1. mio. indbyggere dividerer man nedenstående folketal op i antallet af Corona-døde. Sådanne relative tal er nødvendige hvis man vil sammenligne Corona-krisen i forskellige lande.


Folketal og dødelighed i udvalgte lande i sammenligning med døde med Corona
Folketal i millioner
Døde i alt
Døde med Corona
Corona-døde pr. 1  mio.
2018 2018
    31/3 2020
31/3 2020
Australien
25
             162.450
20
1
Belgien
11
             109.652
Danmark
                5,8
               47.539
90
16
Finland
               5,5
               54.077
Frankrig
                67
             602.885
3.523
53
Holland
                17
             151.633
1039
60
Hong Kong
                  7
                46.941
Indien
          1.353
        9.752.371
Iran
                82
             395.504
2.898
35
Island
                  0,4
                 2.298
Italien
                60
             646.615
12.428
206
Japan
              127
         1.366.514
Kina
          1.393
         9.902.310
3300
2
Mexico
              126
             748.690
Norge
               5,3
               40.920
39
7
Polen
                38
             402.573
Rusland
 144
         1.863.767
Spanien
                47
             420.514
8.189
175
Sverige
            10,2
               92.667
180
18
Sydafrika
                58
             548.791
Sydkorea
                52
             289.157
Tyrkiet
                82
             444.033
Tyskland
                83
             937.086
658
8
UK
                66
             611.699
1.408
21
USA
              327
         2.780.923
4.054
12
Østrig
                   9
               84.047

Kilde Verdensbanken, World Development Indicators, 1/4 2020  bearbejdet af Karsten Duus. Samt Sundhedspolitisk Tidsskrift og John Hopkins University.
NB: Antallet af døde i 2018 er beregnet ud fra dødsraten i 2017! 
Tabellen viser bl.a. at Italien pr 1. april er det hårdest ramte land, både absolut og relativt, men også, at selvom der p.t. er 12.500 døde med Corona - så dør der faktisk "normalt" 650.000 om året i landet. Det gør ikke antallet af døde med Corona mindre - men det sætter naturligvis tallene i relief.
Jeg har selv svært ved at skrive dette, fordi det kan opfattes kynisk, men vigtigere: fordi vi jo ikke ved hvad der ville være sket med Corona-tallene hvis ikke verden "lukkede ned" ! . Men jeg ved som gammel gymnasielærer, at når vi om 3 år kigger tilbage på denne krise, så vil vi anlægge alle mulige relative betragtninger på dødstallene og effekterne af det vi foretog os, og noget af dette bør vel også præge vores aktuelle politik og ikke mindst formidlingen af den. Indtil nu har myndighederne holdt sådanne statistiske analyser for dem selv, fordi det har været afgørende at mobilisere alle - og det gøres lettest ved at fokusere på absolutte tal. Lur mig om ikke vi vil se flere relative tal når vi (heldigvis og forhåbentligt snart) skal til at lukke op igen.

Trump: Når han siger, at 100.000-200.000 døde med Corona, vil være acceptabelt i USA - og et udtryk for at "vi har klaret det ok", så siger han reelt, at han accepterer en situation der er 1,5-3 gange værre end i Italien. Det burde han tabe et præsidentvalg på. Men når valgkampen raser, vil han kunne læne sig op ad, at der alligevel dør 2,8 mio om året i landet. Omvendt burde det være svært for ham at forklare at corona-dødeligheden måske ender med at være hundrede gange større i USA end i Kina. 

mandag den 30. marts 2020

Døde med Corona i sammenligning med den almindelige dødelighed

- en statistisk tilgang.

Bekymringer har det med at komme ud af proportion, derfor er det en god ide se på fakta:

Dødstallene i tilknytning til Coronavirus udvikler sig dag for dag. Gode kilder til ajourførte tal er:

Sundhedspolitisk Tidskrift
https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/3073-lynoverblik-dagens-tal-og-vigtigste-nyheder-om-coronavirus.html
- også med tal for hele verden

De danske myndigheders/Politiets hjemmeside
https://politi.dk/coronavirus-i-danmark/foelg-smittespredningen-globalt-regionalt-og-lokalt
- med detaljerede tal for udviklingen i Danmark

Status den 31/3 2020, dvs. hele marts måned:
90 døde med corona-virus
529 er indlagt, heraf 145 på intensiv og 131 i respirator.

Første dødsfald i DK var den 11/3 - dag for dag har udviklingen været: 1,0,0,2,1,1,1,4,6,3,3,3,7,5,7,8,10,13,7,5,13  (i alt 100 ??)

Kilde: (www) Sundhedspolitisk Tidskrift den 31/3 2020.
NB: summen af dag til dag dødsfaldene er 100 - 10 flere end det officielle tal. Enten er opgørelsesmetoden ændret eller også er der fejl et eller andet sted.

Nedlukningen af Danmark samt den massive mediedækning har udløst en både formidlet og selvopfattet bekymring, hvor ovennævnte tal, statistisk set, kommer helt ud af proportion.
Statistisk set er ovenstående tal nemlig MEGET MEGET SMÅ.

90 døde i Danmark svarer til 15,5 døde pr 1.000.000 indbyggere
3300 døde i Kina svarer til 2,5 døde pr. 1.000.000 indbyggere
Medens de: ca. 11.000 døde i Italien svarer til 182 døde pr. 1.000.000 indbyggere.

Indsatsen i Danmark (og i Kina) i sammenligning med Italien tyder derfor på at den danske håndtering af har haft en meget stor og positiv betydning for (ikke)-spredningen af Coronavirussen!

Men: 15 døde pr 1. mio - og det kan være det ender med 20 / 50 / 100 ??- er reelt meget små dødelighedstal.
Aktuelt dør der ca. 55.000 danskere i et normalt år, det svarer til 9482 pr. 1. mio. indbyggere (sic!)
I marts måned sidste år døde der 4606 personer - og et tilsvarende antal er døde i år - i den sammenhæng - gør 90 døde med Coronavirus ikke den store forskel, - præcist 1,7 procent, hvis dødeligheden i marts måned i år er den samme som i 2019.

Det kan lyde kynisk - men sådan er det jo statistisk set.
Relativering / proportioner er vigtige, og på et samfundsmæssigt og politisk plan - nødvendige - men hverken regering eller medier har været særlig gode til at få dette aspekt med i deres formidling.

Du kan se de normale dødelighedstal for Danmark her:  (seneste tal fra Danmarks Statistik)

Døde i alt og i marts måned 2017, 2018 og 2019


Hvad dør vi af? (2018)

tirsdag den 18. juni 2019

Beskæftigelse og arbejdsløshed - fup eller fakta

Den 18/6 2019

TV2 News viderebringer i dag en nyhed om 70.000 flere i beskæftigelse heriblandt mange seniorer. Det lyder jo godt - men holder det?

Hvis man se på resultaterne fra Arbejdskraftundersøgelserne tegner der sig nedenstående billede:


Arbejdsmarkedstilknytning efter beskæftigelsesstatus, alder og tid
Enhed: 1.000 personer1. kvartal
20082012201720182019
BeskæftigedeAlder i alt27652616269627502776
15-24 år399376405407418
25-34 år572503532555570
35-44 år727652611602596
45-54 år643659679701686
55-64 år425426470486506
AKU-ledigeAlder i alt103234192155165
15-24 år3268554547
25-34 år2256554451
35-44 år1846312625
45-54 år1637292119
55-64 år1527212122
Uden for arbejdsstyrkenAlder i alt736766793789763
15-24 år200253272276262
25-34 år8890120128117
35-44 år7274848585
45-54 år839610599104
55-64 år293253211201195
Danmarks Statistik 6/2019
Tal fra Arbejdsstyrkeundersøgelserne  / Karsten Duus

Tallene fra TV2-News kommer muligvis fra den registerbaserede arbejdsmarkedsstatistik (?) - der er meget præcis og opdateret - men som kun medtæller de arbejdsløse der er er tilmeldt Arbejdsformidlingen. Der er med andre ord et "mørketal" - nemlig dem der gerne vil i arbejde - men som ikke er tilmeldt Arbejdsformidlingen.
Samtidig er Arbejdskraftundersøgelserne den eneste måde man kan få et indtryk af forholdet mellem den samlede arbejdsstyrke, beskæftigelsen og ledigheden, og dermed tal for dem der står udenfor arbejdsstyrken. Ovenstående tal fortæller derfor en mere komplet historie - og nuancerer mildest talt billedet:
1) Beskæftigelsen fra 1 kvartal 2018 til 1. kvartal 2019 er steget med 26.000 samtidig med at ledigheden er STEGET med med 10.000.
2) Sammenligner man med det sidste "højkonjunktur år", 2008 - er beskæftigelsen i dag den samme som den gang og arbejdsløsheden steget med 60%  fra 103.000 til de aktuelle 165.000, der jo desværre fortsat er mange mennesker.
3) Men seniorpolitisk set ER der positive nyheder: Beskæftigelsen for de 55-64 årige (der er den ældste alder man undersøger i AKU-statistikken) er steget både i forhold til 2008 og 2018!

onsdag den 6. februar 2019

Forsvar for 68-generationen





Forsvar for 68-generationen
Jeg genlæste for nylig et debatindlæg, som Bertel Haarder havde den 28. april 2018 i Berlingske med titlen "Det værste ved 1968 var demokrati-blindheden". Anledningen var 50-året for studenteroprøret i 1968. Bertel Haarder har været på banen i samme anledning mange gange, og andre med ham, og det fyger med ord som kommunisme, totalitarisme, uansvarlighed og ufaglighed.
Det er let at forfalde til stereotyper og simple generaliseringer, og bagklogskaben har gode kår - men som en af dem, der oplevede perioden på min egen krop, føler jeg trang til at nuancere lidt. Jeg gør det i punktform for at tydeliggøre, at jeg ikke intenderer at give et samlet overblik, men har valgt at tage elementer op, som jeg selv var tæt på. Lad mig derfor kort placere mig selv i konteksten:
Jeg var med andre ord med.. Fortryder jeg min studietid? Nej. Savner jeg 68-stemningen? Ja
Men alligevel blev "alle" påvirket, og i større eller mindre grad forandret i perioden, og årsagen er grundlæggende, at vore egne forældre var begyndt at røre på sig. Vi blev født i 1950-erne af forældre, der var den første ungdomsgeneration efter krigen og som oplevede velstandsstigningen i 1960-erne. Det gav overskud både økonomisk og socialt, og de ting, vi levede ud i 70-erne, var vores forældre så småt begyndt på. Der skal ikke megen økonomisk og sociologisk fantasi til at se en sammenhæng mellem højkonjunktur, fuld beskæftigelse og et behov for at få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet og kravet om - men også legen med - nye mande- og kvinderoller. Og alt sammen i øvrigt understøttet af en international musikscene domineret af Elvis Presley, Rolling Stones og ikke mindst Beatles, hvis 10-år netop var 60-ernes. Rock og rul var provokerende, inciterende og måske endda lidt frisættende med sin rytme og nye danseformer. Fjernsynet, der blev folkeligt udbredt i slutningen af 1950-erne, satte en vigtig dagsorden. Pludselig delte en hel befolkning det samme indhold, og det havde en afgørende betydning for det normbrud, der lå til grund for 68-oprøret. Nye kønsroller, kvindefrigørelse, ligeberettigelse og en friere seksualitet var ikke 68-generationens opfindelse. Men 70-erne satte turbo på. Og medierne spillede med.
Der var tryk på, og en del af fagkritikken var åbenlyst politiseret: En af parolerne var "forskning for folket - ikke for profitten". Og selvom samfundspolitik og fag-faglig blev rørt godt sammen og Maos lille røde blev studeret nøje, så var vi ikke som Bertel Haarder påstår "kommunister". Den universitære venstrefløj var ikke kommunistisk. Det var ikke DKP og "KGB’s agenter", der satte dagsordenen. VS var 70-ernes altdominerende venstrefløjsparti for studerende og lærere. VS kom i folketinget i 1968, hvor DKP var ude, men partiet røg ud igen i 1971, for dog at komme tilbage i 1975 og holde skansen til og med 1987. Og selvom DKP i 1973, 75 og 77 kom ind med pæne mandattal, fik partiet ikke mange stemmer på universiteterne og de højere læreanstalter. DKPs studenterorganisation, KommS, havde ingen reel indflydelse, bl.a. fordi der for hver KommS-er, på f.eks. RUC, var 10 VS-ere. Og indholdsmæssigt: VS har "ved Marx" aldrig set Sovjetunionen som noget idealsamfund. DKP var faktisk en af "hovedfjenderne", og DKPs eget problem var vel netop legitimeringsbehovet for Sovjetunionen. Det er derfor også stærkt manipulerende, når Bertel Haarder gang på gang bruger en navngiven RUC-lærers bog om Tjekkoslovakiet som eksempel på en tidstypisk "kommunistisk" propaganda. Udover det upassende i selve udhængningen årtier efter.. er eksemplet helt enkeltstående. Men det er sikkert også årsagen til, at Bertel Haarder har gentaget det i 30 år - han har ikke kunnet finde andre eksempler på "sovjettisk propaganda" fra en universitetslærer. Der skal nok være et enkelt eller to mere (?), men det var ikke det typiske billede, kritikken af Sovjetunionen var uendeligt mere udbredt. Men samtidig, og heri ligger nok en del af misforståelsen, faldt det også i de venstreorienteredes lod at nuancere analyserne af de daværende planøkonomier. Det var jo så let fra borgerligt hold bare at afvise alt. Men vi havde jo at gøre med samfund, med mange mange millioner mennesker, der helt bortset fra Stalin, Mao, Fire Banden og deres uhyrligheder (helt enig med Bertel Haarder..) - trods alt producerede brød, biler og nye maskiner, underviste deres børn og helbredte deres syge - men ud fra en anden økonomisk grundtanke end vores egen. Det kan man jo ikke bare afvise - det må forstås - og måske endda "forsvares" (?) men det har mange - som Bertel Haarder - misforstået.
Med til billedet hører vel også, at den megen tale om revolution ikke var for egen personlig vindings skyld. Snarere tværtimod, den politiske utopi var et bedre samfund for alle, og i denne sammenhæng var Kina kun delvis og Sovjetunionen slet ikke, forbilleder.
Solidaritet er og var et nøgleord. Og vellønnede medlemmer af VS betalte partiskat - ligesom partiet dengang var det eneste parti i Folketinget med tvungen udskiftning på "taburetterne" ..
x

1) Jeg blev student fra Køge Gymnasium i 1971, dvs. jeg begyndte i gymnasiet i 1968, og fra dag ét var der nyt i gære: 3.g-erne havde jakke og slips, vi havde skjorte og trøje, og nogle af gymnasielærerne strejkede endda i foråret; i 2. g indkaldte rektor til temadage om "the establishment", og jeg fik forhandlet mig til et 9-tal i kemi i stedet for et 8-tal i en åben klassehøring om standpunktskarakterer, og i 3.g nægtede mit bio-hold, helt uhørt, at lave en skriftlig prøve hos en lærer inden karaktergivningen og ligeledes helt uhørt, badede jeg i rektors guldfiskedam for at skaffe mønter til et par påskebryg.
Fra 1972-75 læste jeg Filmvidenskab på Københavns Universitet og 1975-80 Geografi og Samfundsfag på RUC. Jeg blev cand.mag i 1980, og samme år ansat som gymnasielærer. På filmstudiet kuppede vi studienævnet i 1974 og ansatte studerende som undervisningsassistenter, og jeg underviste selv i "pædagogik og filmpædagogik". På RUC var jeg aktiv i RUC-aktionerne og var bl.a. dirigent på Rådhuspladsen ved den store RUC-demonstration i 1977. Jeg læste Kapitalen og havde flere hyldemetre af marxistisk litteratur og har stadig en ansats til en "doktordisputats" om Marx's værdibegreb liggende. Jeg har boet i kollektiv, været på Ø-lejr, røget hash og været aktivt medlem af VS. Alt i alt vel hvad man må kalde en "typisk 68-er".
 -  men gælder det alle fra dengang? - Nej!

2) Det sidste nej er vigtigt og hører med til nuanceringen. Den politiske del af 68-bevægelsen var ingen massebevægelse, den var domineret af lærere og studerende på de højere læreanstalter. Mine klassekammerater fra folkeskolen var ikke medlemmer af VS, og flere af dem stemte sikkert på Glistrup, der som bekendt stormede ind i folketinget i 1973. 1968 var det kun ca. 10 % af en ungdomsårgang, der gik i gymnasiet, og heraf var det vel under en fjerdedel, der fortsatte på en lang videregående uddannelse - og heraf var det ikke alle der var "oprørere". Fra min egen gymnasieklasse er jeg vist den eneste, der både læste Kapitalen, boede i kollektiv og besatte et universitet. I den forstand var det ikke mange, der reelt hævede "fanerne" - og følgelig kun få der "hævede dem, så de lettede fra jorden".
Jo, der var indiskutabelt meget i gære, før ungdomsoprøret tog fart, og man gør sikkert klogt i at se 60-erne, 70-erne og delvist 80-erne som en sammenhængende normbrydende udviklingshistorie, hvori 68-oprøret kun er en delmængde. Men samtidig er det også vigtigt at skelne mellem to hovedstrømninger i 68-generationen. Der var de politiske, der havde samfundsforandringer som mål og der der var "flipperne", der havde primært fokus på den personlige livstilsændring - og et eller andet sted midt i mellem var der "enkelt-sags-grupperne" som f.eks. slumstormerne, Christianitterne, Tvindfolket og kunstnersammenslutningen Røde Mor. Personligt oplevede jeg "grupperne" som meget adskilte. Jeg deltog f.eks. på et VS-sommer-seminar det år hvor Tvindvindmøllen blev rejst - men udover at vi kiggede på projektet og vist nok hjalp med at bære en vinge, så var der ingen kontakt, ja faktisk havde Tvind forbudt sine lærere og elever af besøge os.

3) Men som universitetsstuderende i 1970-erne, var opgøret med professorvældet og disciplinfagligheden på universiteterne (og de højere læreanstalter), det der fyldte. Erobringen af rektors talerstol i 1968 var kun en start, det var i 1970-erne, at det antiautoritære oprør bredte sig som en fagkritisk "tsunami". Der var kritik af både undervisningsform og -indhold - og en stor del af kritikken var "objektivt set" berettiget. "Alle” studier havde undervisere af "lektor Blomme-typen", og fagindholdet var stort set ikke blevet ændret i årtier. Nu blev der stillet krav om tidssvarende metoder og indhold. Og set over en 10-årig periode var der vel ikke en eneste undervisningsinstitution, der ikke korrigerede form og indhold, og som efterfølgende fastholdt og endda videreudviklede disse ændringer. I begyndelsen af 1970-erne åbnede Roskilde Universitetscenter (RUC) og senere Ålborg Universitet - med en helt ny tilgang til studieform og fagindhold - men ikke som et resultat af et 68-krav - planlægningen var startet tidligere. Projektarbejde og tværfaglighed var nøgleordene, bl.a. konkretiseret i nye fagintroducerende basisuddannelser og en bygningsmasse domineret af grupperum. Her fik de studerende og lærerne rammerne til en ny projektorganiseret studieform forærende. Og en studieform, der lå i oplagt forlængelse af en 68-tankegang. Det skulle vise sig, at indholdet hurtigt blev politisk.

5) Bertel Haarders anden hovedpåstand er den påståede "demokrati-blindhed". Det er efter min bedste overbevisning ren manipulation for venstrefløjens mantra - dengang og idag - var og er faktisk reelt demokrati. I 70-erne afprøvede vi kollektiv-møder, husmøder, stormøder netop for at sikre deltagelse og transparens. Og selvom det repræsentative demokrati er en åbenlys nødvendighed - var det dengang, som i dag - en vigtig pointe, at demokratiet styrkes ved øget borgerdeltagelse, information og gennemsigtighed - alt andet er faktisk udemokratisk. En hovedfigur dengang var "økonomisk demokrati". Hvis kapitalen sætter den økonomiske dagsorden alene, hvor er demokratiet så henne? LO stillede krav om medarbejderrepræsentanter i bestyrelserne og en øget regulering af virksomhederne - venstrefløjen gik lidt længere, dels i kritikken af kapitalismen og dels med krav om egentlige nationaliseringer. I 70-erne var modsætningen mellem politisk og økonomisk magt tydeligere, end den er i dag - for en af de ting, vi har "arvet” fra 68 (i bred forstand), er netop en øget samfundsmæssig regulering af økonomien. Det økonomiske demokrati er øget - og i den forstand vel også demokratiet. Man kan retorisk spørge hvor var (og er?)  Bertel Haarder og hans parti i denne proces?
Men der røg nogle finker af panden i de gode 70-ere, både politisk og fagligt. Konkret blev der talt og skrevet meget om, hvordan en revolution kunne gennemføres, og der er ingen tvivl om, at der på venstrefløjen var rabiate personer. Men VS havde faktisk en inddæmmende og afvæbnende funktion. Hangen til teoretisering tog givetvis "pippet" fra nogle, og så var der jo faktisk fremtrædende medlemmer, der havde fødderne på jorden. Og jeg vil påstå, at hvis Blekingegade-gruppen havde været medlemmer af VS, havde de aldrig begået deres forbrydelser.
Selvom det givetvis kan dokumenteres, at der var personer på venstrefløjen, endda måske i VS, der sympatiserede med terrorgrupper som Rote Arme Fraktion og De Røde Brigader - så var det ikke hverken VSs eller den øvrige venstrefløjs holdning! Og indholdsmæssigt var ideen om - gennem terror - at destabilisere samfundet for hermed at danne grundlaget for en social omvæltning - absurd.

7) "Marxistisk analyse" / "kritisk analyse", uanset hvilket emne man beskæftigede sig med, var indiskutabelt en del af 70-ernes studieindhold - ikke mindst på RUC. Udover, at man med rette kan diskutere indholdet og relevansen af sådanne analyser, så havde vi, erkendt, det problem i 70-erne, at Marx' egne, og andre marxistisk inspirerede teoretikeres, analyser og begrebsapparater, lige skulle forstås først. Det tog en del af studietiden, og det "forringede" givet vis  indlæringen af den traditionelle disciplinfaglighed. Men som selvorganiseret kritisk bølge satte det os selv i centrum - og vi var mange, der lærte meget af de år. Man tilegner sig stof, når man er motiveret, og motiverede var vi. Vi var selv subjekter i vores videnstilegnelse. Bevares, der var visse eksamensmæssige formalia og indholdskrav, man måtte indrette sig efter (og sikkert godt for det..), og selv på RUC var der et antal obligatoriske kurser o.lign. - men det var stærkt motiverende, i sin projektgruppe, at kunne definere sit eget emne i samarbejde med lærerne; at faglærerne var vejledere, ikke foredragsholdere; at knokle på med projektrapporten (der ofte var af et betydeligt omfang!) og til sidst men ikke mindst, at forsvare den ved en gruppeeksamen med eksterne censorer på. Det gik ikke altid som forventet. Jeg oplevede selv et projekt, hvor den eksterne censor var utilfreds med vores behandling af en af de traditionelle fagdiscipliner, og vi derfor endte ud med en karakter, der lå noget længere nede på skalaen, end vi (og vore faglærere) mente, vi var berettiget til. Men det var et vilkår - mødet mellem gammelt og nyt slår ofte gnister.
Fagligt betød opgøret med "professorvældet", at det hidtil praktiserede undervisningsindhold, og ikke mindst undervisningsmetoderne, blev kastet op i luften. Det skabte naturligvis uro på mange uddannelser - noget "the establishment" opfattede som faglig forringelse. Men grundlæggende blev der jo ikke gennemført en faglig revolution. Meget af det faglige kernestof lod sig ikke anfægte, og mange af de faglige traditioner lod sig ikke fornægte, men der blev trods alt introduceret nye undervisningsformer og nyt fagindhold, der har holdt sig til i dag. Og samlet set, hvad vi 68-ere måske manglede i umiddelbar detailfaglighed, blev rigeligt opvejet af fagligt drive, kritisk sans, procesfærdigheder, holistiske tilgange og ikke mindst evnen til "at lære". Alle kvalifikationer, der har vist sig afgørende i generationens efterfølgende erhvervskarrierer. Man kunne måske have forventet, at erhvervslivet, det offentlige som det private, ville have tøvet med at ansætte antiautoritære "oprørere" - men det viste sig at være omvendt. Evne til at organisere, stille spørgsmål, lede og deltage konstruktivt i møder, lave referater, tænke på tværs og en evne og villighed til at tilegne sig nyt stof, var kvalifikationer både det private og offentlige efterspurgte, og formoder jeg, fortsat efterspørger (?) og det var (og er) heldigvis en del af 68-ernes DNA.

Jeg vil derfor håbe, at kommende generationer, nu og i fremtiden, kunne opleve bare lidt af det engagement, det oprør og det kulturelle, sociale og politiske liv, vi oplevede i 70-erne. Der ligger nemlig noget samfundsmæssigt set positivt, og i alt fald personligt udviklende, i en vis anti-autoritet - men det er ikke måske så let / eller oplagt at lave et tilsvarende oprør i dag (?). Samfundet inkl. 68-generationen, har forandret sig. På den anden side ER der måske basis for et nyt studenteroprør: Besparelserne på universiteterne og de videregående uddannelser, set som udgifterne pr. studerende og dermed lærer-elev-ratioen, er i de senere år blevet væsentligt forringet og truer selve kvaliteten i vores uddannelser. Da jeg gik på RUC i 70-erne havde vi op til flere vejledere pr projektgruppe. I dag er det omvendt. Som gammel 68-er håber jeg, at det vil udløse et nyt studenteroprør - for der er behov for det i en tid hvor mange partier taler om uddannelse som nødvendighed - men i samme åndedrag skærer ned på bevillingerne. Men på et andet område er der faktisk et oprør i gang: Miljøproblemerne og ikke mindst problem-udsigterne har aktiveret, og i en vis udstrækning radikaliseret, rigtig mange mennesker. Partiet Alternativets vælgermæssige succes er en klar indikator, ligesom SF og Enhedslisten har en vælgerbaggrund her. Og selv blå-blok er tvunget til at fremlægge strategier. Men mange unge kræver handling - ikke blot hensigtserklæringer. Det bliver spændende at se hvor det ender.