søndag den 10. januar 2016

TV i USA - præsidentvalg, vold og sport

Lige hjemkommet fra et tre ugers ophold i Florida - medbringer jeg et friskt indtryk af den amerikanske politiske debat.
Det er lettere rystende: Alle de førende TV-kanalers nyhedsudsendelser er domineret af beskrivelser af, og analyser af de seneste vælgerundersøgelser og politiske debatter - med vægt på hvordan det går de enkelte kandidater i deres indbyrdes kappestrid.
Det kunne være godt - men reelt er det jo det samme der bliver sagt dag efter dag - og når programfladen dækkes med politisk form, fremfor analyser af det bagvedliggende indhold - opleves resultatet nærmere som fordummende end oplysende.
Heri kan man finde årsagen til den udbredte kritik af Obama. Der snarere vurderes om "he gets the job done" end hvad hans administration reelt har udført. Og det forhold at han i sin sidste præsidentperiode (og halvdelen af hans første) har haft et republikansk flertal i mod sig, forbigås med en larmende tavshed. Hvad han, og hans administration, reelt har udrettet - og fakta om amerikansk økonomi, beskæftigelse, oliepriser, valutakurser, velfærd, sundhed m.v. berøres kun overfladisk - og stort set aldrig i en international sammenligning.
Og det er i det hele taget slående hvor lidt verden omkring USA berøres og det er ikke bare de politiske, økonomiske og miljømæssige forhold - det er også på sportens område: American football og basketball (og ishockey) - der alle er designet til, at de mange spilophold kan udfyldes med reklamer - overtager sendefladen når nyhedsudsendelserne stopper. Og det er kun amerikansk sport. Verdens største idrætsgren: fodbold, kan stort set kun ses på mindre kanaler.
Det er derfor ikke overraskende at stort set alle amerikanere ikke ved "en skid" om Europa og den øvrige verden - og det gælder på alle faktuelle områder fra geografi til politik. "Who cares"..
Og når "Verden" var i spil var det mest muligheden for at der kommer terrorister "udefra".. og så naturligvis den amerikanske krigsførsel i Iraq og Syrien. Men også den ses udelukkende som et amerikansk anliggende - hvor succeskriteriet underliggende er "how many terrorists have we killed".
Og at Trump / Cruiz / ... "can do the job better" end Obama..
Kompleksitet når sjældent frem i de amerikanske TV-medier.
Og så er det altså helt utroligt hvor meget reklamer fylder. Når man sidder og zapper mellem kanalerne støder man ind i en reklame "3 ud af 4 gange" - sådan opleves det i alt fald.

Et andet tema er "vold" - og p.t. i sær terroristers. San Bernadino-drabene i december, ryddede - naturligt nok - sendefladen i næsten en uge - på stort set alle kanaler. Men det var i sær "terror-vinklen" der dominerede. Og det forhold at der desværre i samme uge blev slået mindst lige så mange mennesker ihjel ved skudepisoder andre steder i landet - nåede knapt nyhedsudsendelserne.

Obamas forsøg på at reducere antallet af våben i de amerikanske hjem er "op ad bakke" i et land hvor "frygten for vold og tyveri" er en dominerende figur både hos den enkelte borger og i samfundsdebatten. At der kunne være en sammenhæng mellem våbenbesiddelse og "enhver amerikaners ret til at forsvare ham selv" og amerikanernes verdensrekord i manddrab pr. indbygger, fortoner sig i våbenlobbyens propaganda - og den desværre helt uproportionerede frygt som rigtig mange amerikanerne føler.
Heller ikke her bidrager medierne med indsigt og sammenligninger - snarere tværtimod - kriminalitetens "breaking news" kvalitet spreder voldsnyheder og fremmer opfattelsen af at det også kunne ske i min familie. Et drab på et pensionist i Los Angeles gør det ældre ægtepar i Florida utrygge. En tendens vi også oplever i "vores del af verden" - ligesom noget af ovenstående desværre også gælder for både os selv og måske i sær for de større lande i verden. Den overfladiske nyhedsformidling har USA ikke patent på..

Jeg understreger at ovenstående er baseret på "helt uvidenskabelige" indtryk fra december 2015 - og at der naturligvis er TV-udsendelser - og ikke mindst analyser i dagbladene - der stikker dybere. Men det umiddelbare indtryk er sørgeligt. Og der er vist ingen tvivl om at den langt overvejende del af amerikanerne kun ser (reklamespækkede) nyheder fra FOX, NBC, ABC etc. og amerikansk sport. Og det bliver man ikke verdensborger af - eller oplyst vælger..
Og endelig skal man ikke glemme af objektivitet sjældent går hånd i hånd med reklamefinansiering og seertal.. Noget vi selv skal være opmærksomme på.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar